Hvis du har brugt e-conomic i noget tid, og oplevet at have problemer i programmet, har du garanteret allerede hørt os sige det; ”prøv at slette dine cookies”. Og der er god til, at vi gang på gang tyr til det gode gamle cookie råd, når du fortæller os om et problem i programmet, fordi:

    • Rigtig ofte er det de små cookie monstre, som bor inde i din computer, der er synderen.
    • Cookies vender tilbage – selvom du har slettet dem én gang, kan det blive nødvendigt at gøre det igen
    • Det er lynhurtigt at tjekke, om cookies er skyld i dit problem
    • Sletning af cookies er en af de absolut hurtigste måder at løse et problem på – og du kan gøre det selv

Hvad er cookies?
Desværre er cookies ikke helt så lækre, som de lyder – og dog. Cookies gør det nemlig muligt, at gemme oplysninger om dig og din digitale færden på din computer, og det kan faktisk være meget lækkert, fordi det gør dit liv på nettet lettere hver eneste dag.

Det er f.eks. en cookie, der gør, at dit aftalenummer og bruger-ID allerede er skrevet ind hver gang, du går til vores loginside. En cookie, der sørger for, at du allerede er logget ind på Facebook. Og en cookie, der husker, hvilke varer, du har lagt i din indkøbskurv i en webshop.

Det er også cookies, der gør at virksomheder ved, at du interesserer dig for biler eller bonsaitræer, så de kan overaske dig med relevante reklamer på din rejse rundt i cyberspace. Om det er lækkert eller bare irriterende kan selvfølgelig diskuteres, men humlen er i hvert fald, at cookies egentlig bare er små digitale minder om din gøren og laden.

Derfor hjælper det at slette cookies
Bagsiden af lækre, hjemmebagte cookies er tit lidt ekstra på sidebenene og ligesådan, har computer-cookies også en bagside.  For selvom de gør nogle ting nemmere for dig, kan de også komme til at skabe lidt ravage. Der kan nemlig ske fejl, når cookies gemmer oplysninger på din computer og det kan give dig problemer i e-conomic, såsom:

      • Du kan ikke logge ind
      • Du kan ikke gemme i din kassekladde
      • Du kan ikke se din faktura, men får kun et blankt vindue frem

Det kan også være, at du oplever et helt fjerde eller femte problem, men løsningen er uanset, at slette dine cookies – og det er heldigvis usandsynligt nemt at gøre.

 

Du skal dog være opmærksom på, at der er forskellige fremgangsmåder på PC og MAC samt i de forskellige browsere; Internet Explorer, Google Chrome, Mozilla Firefox og Safari –  men bare rolig, vi har selvfølgelig lavet en liste over, hvordan du sletter cookies i alle browserne.

Hvis du er lidt vaks, vil du måske også opdage, at du faktisk kan indstille din browser til helt at blokere for cookies. Desværre er det ikke løsningen, fordi det uden tvivl give dig problemer, næste gang, du skal logge ind i e-conomic. Du kan nemlig slet ikke logge ind, hvis din browser ikke accepterer cookies fra e-conomic  og du vil derfor være nødt til at fjerne blokeringen igen.

Clear lige cachen
Når man har sagt cookie, må man også sige cache. Chachen er et slags midlertidigt lager på din computer, hvor dine midlertidige internetfiler bliver gemt. Midlertidige internetfiler er informationer om hjemmesider eller programmer, du besøger, som bliver gemt for at indlæse de hjemmesider og programmer hurtigere næste gang du besøger dem.

Ligesom cookies, er midlertidige internetfiler enormt smarte, fordi de letter din færden på nettet hver eneste dag. Men der kan også ske fejl, når de midlertidige internetfiler gemmes og det kan volde problemer. Heldigvis er det ofte nok bare at opdatere din cache – det gør du lynhurtigt ved at trykke:

      • ctrl + F5 på PC
      • command + R på MAC

Ind imellem er det dog ikke nok, at opdatere cachen, i stedet skal du helt ind og slette dine midlertidige internetfiler. Det er supernemt at gøre, når du alligevel er inde og slette dine cookies, og vores guides til at slette cookies dækker derfor også, hvordan du sletter midlertidige internetfiler.

I det hele taget kan det være en rigtig god idé, at rydde op i både cookies og midlertidige internetfiler jævnligt, så du er sikker på, at alt er up to date. Så det er bare med at få slettet de cookies og midlertidige internetfiler – det kan garanteret spare dig for fremtidige problemer.