Vi har udvalgt nogle værdifulde informationer til dig vedrørende coronavirussens/covid-19 indvirkning på din virksomhed. Nedenfor kan du læse mere om hvad du eventuelt skal være opmærksom på og hvordan du kan være på forkant med situationen.

Har du brug for hjælp? Så sidder vi klar på chatten og mail

Hos e-conomic tager vi i øjeblikket ekstra forholdsregler for at bidrage til at minimere spredningen af coronavirussen. Derfor arbejder alle hjemmefra, hvilket betyder at vores telefonsupport indtil videre er lukket til og med fredag den 24. april. Men vi sidder klar til at hjælpe dig på både mail og chat. På vores support-side kan du altid se vores åbningstider og finde kontaktoplysninger til både chatten og mail. Vi afholder også gratis online kurser, så du kan få styr på regeringens tiltag vedrørende Corona, og hvilken indflydelse det har på dit regnskab.

Herunder kan du læse mere om:

  1. Midlertidig udskydelse af betalingsfrister
  2. Forretningsaftaler
  3. Fravær
  4. Lønkompensation
  5. Kompensation for faste udgifter
  6. Kompensation til selvstændige
  7. Udskydelse af fristen for årsrapporter

1. Midlertidig udskydelse af betalingsfrister for moms, AM-bidrag, A-skat og B-skat

Der tages højde for din virksomheds økonomi ifm. covid-19. For at give din virksomhed de bedste forudsætninger for at afregne A-skat, AM-bidrag, B-skat og moms forlænges betalingsfristerne med henblik på at give din virksomhed bedre likviditet. Nedenfor kan du finde information om de forskellige forlængelser, og se om det har indflydelse på din virksomhed.

Moms

Små og mellemstore virksomheder:

For små og mellemstore virksomheder lægges betalingsfristen for første og andet kvartal sammen. Det betyder, at betalingsfristen for mellemstore virksomheder for første kvartal rykkes 3 måneder frem til 1. september 2020 (i stedet for 2. juni 2020). For små virksomheder rykkes betalingsfristen for første halvår 2020 med 6 måneder. På SKATs hjemmeside kan du læse om hjælpepakken og se hvilken dato betalingsfristen er udskudt til, når du indberetter moms halvårligt og kvartalsvis.

Store virksomheder:

Betalingsfristerne for marts, april og maj forlænges hver med 30 dage. Dette er gældende for virksomheder med en årlig omsætning på over 50 mio. kr.

  • Fristen 27. april rykkes til 25. maj 2020
  • Fristen 25. maj rykkes til 25. juni 2020
  • Fristen 25. juni rykkes til 27. juli 2020

AM-bidrag og A-skat

Betalingsfristerne for april, maj og juni forlænges hver med 4 måneder. For eksempel vil AM-bidrag og A-skat for april-lønnen, der normalt betales i starten af maj, rykkes til starten af september. Lønnen for maj og juni rykkes frem på samme måde.

Hvordan ændres betalingsfristen for AM-bidrag og A-skat for små og mellemstore virksomheder?

  • Betalingsfristen 11. maj rykkes til 10. september 2020
  • Betalingsfristen 10. juni rykkes til 12. oktober 2020
  • Betalingsfristen 10. juli rykkes til 10. november 2020
  • Indberetningsfristerne ændres ikke

Hvordan ændres betalingsfristen for AM-bidrag og A-skat for store virksomheder?

  • Betalingsfristen 30. april rykkes til 31. august 2020
  • Betalingsfristen 29. maj rykkes til 30. september 2020
  • Betalingsfristen 30. juni rykkes til 30. oktober 2020
  • Indberetningsfristerne ændres ikke

B-skat

For især at kunne hjælpe de selvstændige erhvervsdrivende udskydes fristen for betaling af B-skat. Står du i et scenarie hvor du, som følge af covid-19, ser frem til en ændring i årets resultat i forhold til din indberetning til forskudsopgørelsen? Så kan forskudsopgørelsen ændres og dermed vil betalingerne til B-skat også ændres. For eksempel vil et lavere resultat medføre en lavere B-skatterate.

B-skat for april og maj 2020 får udskudt betalingsfristen, så betalingen skal ske den 22. juni 2020 og 21. december 2020. 

Selskaber kan nedsætte deres acontoskat

Det er muligt at nedsætte betalingen hvis indkomstforholdet forventes at være væsentligt afvigende fra den ordinære acontoskat. Acontoskat skal indbetales d. 20. marts for de første 6 måneder af 2020.

Tip: Sørg for at have dokumentation for de ændrede indkomstforhold i tilfælde af Skattestyrelsen beder om oplysninger vedrørende dette.

Information om midlertidige udskydelser og hjælpepakken til virksomheder er hentet fra Skat.dk og Virksomhedsguiden.

2. Forretningsaftaler

Danmark har ikke lukket produktionsfaciliteter eller detailhandel, men din handel kan stadig blive påvirket. Varer kan blive forsinkede og dermed påvirke virksomheders værdikæde.

Har du kontraktlige forpligtelser?

Som køber eller sælger af varer og tjenesteydelser er det en god idé at sætte sig ind i kontraktlige forpligtelser. Der kan være særlige bestemmelser omhandlende ekstraordinære situationer – force majeure, ligesom et virusudbrud.

Vær opmærksom på, at selvom din kontrakt ikke indeholder bestemmelser om force majeure, kan der i visse lande henvises til en force majeure-doktrin som kontraktsparten kan dækkes af alligevel.

Information om kontraktlige forpligtelser er hentet fra Virksomhedsguiden.

3. Fravær

Medarbejdere der er smittende eller i smittefare

Det er altid sundhedsmyndighedernes opgave at beslutte om en medarbejder skal i karantæne. Arbejdsgivere kan give retningslinier i forhold til virusbekæmpelse, men skal altid bakke op om myndighedernes beslutning og ikke kræve fremmøde af en medarbejder der er i karantæne. En medarbejder kan aldrig give sig selv karantæne og det bliver vurderet som ulovligt fravær. En medarbejder vil som udgangspunkt have ret til fuld løn i karantæneperioden – også selvom de aldrig udvikler symptomer.

Information om fravær er hentet fra Virksomhedsguiden.

4. Midlertidig lønkompensation

Opdatering d. 21. april: Regeringen og arbejdsmarkedets parter er den 18. april blevet enige om at forlænge den midlertidige lønkompensationsordning med en måned, så den gælder frem til og med 8. juli. Du kan læse mere om den nye aftale hos Finansministeriet og i Virksomhedsguiden.

For dig, der har medarbejdere, ydes der midlertidig lønkompensation for det antal medarbejdere i virksomheden, som der forventes at skulle hjemsendes som følge af coronavirus/covid-19. De fyringstruede medarbejdere må ikke arbejde, men skal i stedet hjemsendes i kompensationsperioden med fuld løn. Formålet med kompensationen til virksomhederne, er at medarbejderne kan beholde deres job og løn i en periode. 

Ordningen gælder for private virksomheder, der er hårdt økonomisk ramt, i perioden fra den 9. marts 2020 til den 8. juli 2020. Din virksomhed skal, som følge af coronavirussen, stå over for at varsle afskedigelser for mindst 30% af medarbejderstaben eller min. 50 medarbejdere for at kunne søge kompensation.

Nye beløbsgrænser

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har indgået en ny aftale om lønkompensation, hvor beløbsgrænsen er sat op til 30.000 kr. per medarbejder per måned. Det gælder både for dem, der allerede har søgt, og dem, der har tænkt sig at søge om lønkompensation.

Virksomheder kan nu søge om lønkompensation

Den 24. marts vedtog Folketinget ordningen om lønkompensation for fyringstruede medarbejdere og nu har virk.dk åbnet for ansøgninger til ordningen. Få overblik over, hvad du skal have klar, inden du udfylder din ansøgning i Virksomhedsguiden. Du kan også læse mere om, hvordan du får lønkompensation i forbindelse med coronavirus/covid-19 hos Dataløn.

Her kan du søge midlertidig lønkompensation som følge af coronavirus/covid-19.
Information om lønkompensation er hentet fra Virksomhedsguiden.

5. Midlertidig kompensation for faste udgifter

Opdatering d. 21. april: Regeringen og alle Folketingets partier har indgået aftale om udvidelse af ordningen for kompensation af virksomhedens faste omkostninger. Du kan læse mere om den nye aftale hos Finansministeriet og i Virksomhedsguiden.

Flere virksomheder oplever nu en nedgang i deres omsætning som følge af covid-19 og de tiltag, der gennemføres for at begrænse spredningen i Danmark. Samtidig har virksomhederne udgifter til husleje og andre faste udgifter, som skal betales. Derfor har regeringen nu præsenteret en ny hjælpepakke til at dække nogle af de faste omkostninger, som virksomhederne ikke længere har indtjening til at dække. På den måde kan virksomheder få godtgjort dokumenterbare faste udgifter i en periode, hvor de er udsat for en stor omsætningsnedgang. Ordningen vil gælde fra og med den 9. marts til den 8. juli 2020. 

Dine faste udgifter skal udgøre mindst 25.000 kr. i perioden fra 9. marts til 8. juni 2020 for at du kan være berettiget til hjælp.

Andelen af faste udgifter afhænger af din forventede nedgang i omsætning:

  • Ved en nedgang i omsætning på 40-60% kan du få en kompensation på 25%
  • Ved en nedgang i omsætning på 60-80% kan du få en kompensation på 50%
  • Ved en nedgang i omsætning på 80-100% kan du få en kompensation på 80%

Virksomheder, som er blevet pålagt at lukke helt ned, vil i denne periode blive kompenseret, svarende til 100 pct. af de faste udgifter. 

For at kunne søge om kompensation for din virksomheds faste omkostninger, skal du bruge en erklæring fra en uafhængig, godkendt revisor. 

Information om kompensation for faste udgifter er hentet fra Finansministeriet og Virksomhedsguiden.

6. Midlertidig kompensation til selvstændige

Opdatering d. 21. april: Regeringen og Folketingets partier har d. 18. april indgået en ny aftale, der forbedrer ordningen. Heriblandt en forlængelse af kompensationsordningerne til selvstændige og freelancere med en måned til og med d. 8. juli samt øget kompensationsgrad. Derudover bliver der etableret en ny kompensationsordning for freelancere med blandede A- og B-indkomster. Du kan læse mere om den nye aftale hos Finansministeriet og i Virksomhedsguiden.

Selvstændige og små virksomheder med under ti ansatte vil få mulighed for at få en kompensation for deres tabte indtjening. Det er en betingelse at virksomheden, som følge af covid-19-pandemien, forventer at opleve et omsætningstab på minimum 30%. Derudover skal virksomheden i gennemsnit have haft en omsætning på mindst 15.000 pr. måned i en forudgående periode, og maks have 10 fuldtidsansatte. Ordningen er målrettet virksomhedsejere og kræver, at den selvstændige ejer mindst 25% af virksomheden og selv arbejder i virksomheden. 

Kompensationen vil udgøre 75% af det forventede omsætningstab, dog maksimalt 23.000 kr. pr. måned. Den midlertidige kompensationsordning for selvstændige gælder i perioden 9. marts til 8. juli.

Information om kompensation til selvstændige er hentet fra Finansministeriet og Virksomhedsguiden.

7. Fristen for virksomheders årsrapporter udskydes

Regeringen har besluttet, at fristen for indsendelse af virksomheders årsrapporter skal udskydes med tre måneder. Det skal aflaste de cirka 200.000 danske virksomheder, der i år oprindeligt skulle aflevere årsrapport senest den 31. maj.

Her kan du læse mere om udskydelsen af fristen for årsrapporter.

Nyttige links