Vi har et problem med den øgede belastning her op imod momsen i tidsrummet 09.30–14.30 (cirka). Det havde vi også for 3 måneder siden.

Desværre er det ikke det samme problem som for 3 måneder siden. Som jeg har skrevet om tidligere, så er der desværre et element af, at vi kun kan opdage en flaskehals ad gangen, og nu er vi stødt på en ny.

Kort fortalt (og ikke teknisk forklaret) så rammer vi loftet for, hvad vores teknik kan klare, når vi passerer et bestemt antal log-ins. Det er desværre ikke entydigt, hvad der forårsager dette.

Man kan sige, at vores bil ikke kører godt, når vi når en bestemt hastighed (antal brugere). Men vi har ikke identificeret, hvorfor bilen kører dårligt.

Hvad gør vi teknisk

At det fremstår som om, at vi intet har lært siden sidste momsperiode, er vi pinligt klar over. Vi er også klar over, at alt det, vi faktisk har gjort, mest af alt har historisk interesse.

Men at det her kommer som en endog meget grim og ubehagelig overraskelse for os, er der ingen tvivl om. Det springende punkt fremadrettet for dig (og for din tillid til os) er, hvad vi agter at gøre ved den nuværende situation.

  1. Flere hestekræfter. Vi undersøger muligheden for hurtigt at idriftsætte mere hardware allerede på lørdag den 3. november. Det tager desværre mere end 24 timer at klargøre sligt. Så driften i morgen fredag vil være som i dag, dvs. skidt i perioden 09.30–14.30 – desværre. Om mere maskinkraft løser problemet, ved vi først på mandag, når belastningen er tilbage. Faktisk så ved vi ikke, om flere hestekræfter får bilen til at køre bedre. Men vi sørger for, at der kommer flere hestekræfter til den enkelte kunde.
  2. Kodeoptimering. Ligesom en bil kan køre kortere/længere end en anden bil med samme motorstørrelse, gælder det også for kode. Kode kan skrives mere eller mindre optimalt. Vi har et konstant fokus på at omskrive og optimere koden, så den bruger færrest mulige hestekræfter per handling.
  3. Hvis vi holder antallet af samtidige brugere inden for de grænser, hvor systemet arbejder fint, giver vi disse kunder en god oplevelse, men skuffer dem der gerne vil på. Vi har set, at andre virksomheder/myndigheder har styret deres belastning ved at opstille en kø. Det er ikke ønskesituation for nogen, men det kan være, at vi må til det, hvis intet andet virker. Dette vil selvklart være en midlertidig løsning.
  4. Midlertidigt  fjerne elementer, der trækker unødigt mange hestekræfter. Vi har i skrivende stund fjernet “massefakturering”, “udvid linjer” og begrænset træk af kontokort på Rapportfanen til hvert 5. minut. Hvis vi identificerer andre funktioner, der skal midlertidigt fjernes, så gør vi det. Vi arbejder på at gøre det intelligent dvs. at funktionerne kun fjernes i belastningsperioden, altså ikke hele døgnet.
  5. Hosting-leverandør er i højeste beredskab.
  6. Interne kræfter samarbejder med hidkaldte eksterne eksperter og er sat i arbejde – om nødvendigt 24/7.

Hvad gør vi service- og kommunikationsmæssigt

  1. Vi siger undskyld. Og lægger os ned og siger: ”Det er ikke godt nok det her. Vi er ikke stolte af situationen.”
  2. Telefonerne har været længere åbne i dag, den 1. november. Ligesom vi responderer på alle blogkommentarer mm.
  3. Vi fortæller tingene, som de er. Der vil være problemer i morgen fredag i tidsrummet 09.30–14.30.
  4. I weekenden forventer vi normal drift.
  5. Mandag ved vi, om det, vi har lavet siden i dag, virker. Hvis det ikke er lykkedes os, så er der problemer i tidsperioden 09.30–14.30.
  6. Udvider supportens åbningstider så dem, der vælger at arbejde udenfor belastningsperioden også kan få support. Mere om det senere.

Hvad kan du gøre

Tålmodighed kan være svært at mestre, når man har en deadline. Men ikke desto mindre vil vi gerne opfordre dig til at være tålmodig.

Har du mulighed for det, så brug gerne e-conomic uden for spidsbelastningsperioderne – efter kl. 14.30 og før kl. 09.30.

Hvis du allerede har trykket på en knap, en fane eller lignende én gang, så vent et øjeblik. Hvis du trykker igen og igen, bliver der sendt flere forespørgsler af sted, som kan være medvirkende til, at systemet kører endnu langsommere.

Afslutningsvis

Vi håber på din forståelse – og vi beklager mange gange.