I weekenden d. 25.-26. august oplevede flere kunder, at e-conomic kørte langsommere end normalt. Fejlen er nu rettet.


Hvad skete der i weekenden?
Flere kunder henvendte sig, da de oplevede længere svartid i e-conomic end normalt. Da vi blev opmærksomme på problemet, satte vores IT-team ind for at finde en løsning hurtigst muligt. Det første de gjorde var, at kigge nærmere på vores database, for at opspore fejlen den vej. Den viste imidlertid ikke nogen fejl. Det var derfor nødvendigt at oprette en sag hos vores udbyder Sentia. Pga. weekend måtte vi rykke Sentia for svar af flere omgange, hvorfor det desværre ikke var muligt for os med det samme, at finde frem til årsagen for fejlen og dermed også at løse problemet.

Der er i weekenden observeret to problemer; Netværksproblemer og sløve applikationsservere, hvoraf sidstnævnte har været den primære årsag til den længere svartid i programmet.

Applikationsserveren var ved en fejl blevet konfigureret til at skrue ned for ydeevnen for at spare strøm og var, pga. en fejl på hardwaren, desværre ude af stand til automatisk at skrue op igen. Da problemet var identificeret, blev de servere som oplevede nedsat ydeevne, igen sat til at køre med fuld ydeevne, og e-conomic kørte igen stabilt fra kl. 19.45 søndag aften.

Det er naturligvis ikke acceptabelt og vi undskylder mange gange for de gener det har givet.

 

Hvad så nu?
Umiddelbart efter problemet blev løst søndag aften, blev systemet overvåget for at sikre, at løsningen virkede, og kl. 20.34 blev det konstateret, at det var tilfældet.

I dag, mandag d. 27. august, kontrollerer vi hele serverparken for at sikre, at den samme miskonfiguration ikke forekommer andre steder, og for at sikre, at alle servere er sat til at køre med fuld ydeevne. Derudover er der opsat yderligere monitorering af netværket, og der arbejdes på en løsning for at mindske netværksproblemet.

Vi arbejder altid hårdt for, at du får den bedst mulige oplevelse med e-conomic, og vi tager det meget alvorligt, når der opstår sådanne situationer.


Vi undskylder endnu engang for weekendens udfordringer, og vi takker for tålmodigheden og for de henvendelser vi har fået.