I løbet af august har vi desværre oplevet nedsat hastighed i e-conomic gentagende gange. Det har betydet, at både e-conomic brugere og integrationspartnere bl.a. kan have oplevet længere svartid i programmet, loginproblemer mm.

Når sådan noget sker, gør vi altid hvad vi kan, for hurtigt at lokalisere problemet og få det løst. Ofte kan det hjælpe, at lave en eller flere opdateringer, men med momsfristen d. 2. september, måtte vi overveje nøje, hvad der ville være det rigtige at gøre, for at få løst problemet hurtigt.

I dagene frem til tirsdag d. 20. august oplevede vi problemer med stor belastning af vores servere. Vores udviklingsteam arbejdede hårdt på at få lokaliseret problemet, og de fik lavet et midlertidigt fix som gjorde, at programmet igen kørte normalt tirsdag ved middagstid. Du kan læse mere om de udfordringer vi oplevede i perioden 9.-20. august lige her.

Om formiddagen tirsdag d. 27. august oplevede vi en usædvanlig høj belastning på vores database server, som i en halv times tid resulterede i slowdowns i programmet. Denne belastning blev relativt hurtigt stabiliseret. Resten af dagen kørte programmet som det skulle, alt imens vores udviklingsteam overvågede programmet. Kl. 18.30 meldte de problemet løst. 

Onsdag d. 28. august kl. 10.24 følte vi os klar til at kunne rulle en opdatering ud. Det viste sig dog efter allerede 4 minutter, at noget var galt. Vi fik rapporteringer om, at e-conomic brugere tilfældigt blev logget ud af programmet, og vi oplevede en øget belastning på vores database.

Vi forsøgte at løse problemet ved at rulle opdateringen tilbage, men vi modtog desværre fortsat rapporteringer omkring e-conomic brugere som tilfældigt blev logget ud. 

Det skyldtes en fejl som gjorde, at når man sendte en ændring afsted til databasen – fx hvis man ville gemme en postering – så blev denne ændring sendt det forkerte sted hen, altså til login på ny, og ændringen blev derfor ikke foretaget. Dvs. posteringen blev ikke gemt, men brugeren blev logget af, og skulle logge ind igen. Denne fejl fortsatte, fordi handlingerne lagres på computeren (cache) til senere brug, og derfor oplevede man igen og igen samme fejl. For at undgå dette, kunne man som en workaround om problemet rydde cachen og derefter igen arbejde normalt i programmet.

Der blev nu lavet et udviklingsstop for resten af ugen og frem til og med mandag d. 2. september, hvilket betød, at der ikke ville blive rullet nye opdateringer ud, for ikke at skabe yderligere problemer op til momsfristen.

Mandag d. 2. september oplevede vi igen høj belastning af vores servere. Det skyldtes en ineffektiv kodestreng, når man forsøgte at trække rapporten projektkort. Dette betød i praksis, at forsøget på at hente data blev foretaget igen og igen, uden resultat, hvilket i sidste ende resulterede i en max belastning af vores servere.

Man kan være tilbøjelig til at tro, at den store belastning vi har oplevet den sidste måneds tid, kunne skyldes momsfristen. Det gør det ikke. Det er et meget uheldigt sammentræf, at vi oplever max belastning af vores servere lige op til momsfristen. Den/de egentlige årsag(er) skal findes i enkeltstående forespørgsler i programmet, som pludselig brugte mange flere ressourcer end de skulle. Det skal naturligvis ikke kunne ske, og det er noget vi arbejder meget på at sikre ikke sker i fremtiden

Vi er klar over, at ovennævnte kan have medført forstyrrelser i det daglige arbejde i e-conomic, og at vores integrationspartnere og deres kunder desværre også har oplevet forstyrrelser, grundet ovenstående udfordringer hos e-conomic. 

Vi overvåger systemet konstant for at minimere risikoen for, at lignende problemer opstår igen. Siden d. 2. september har vi ikke oplevet yderligere problemer med belastningen af vores servere, og vi arbejder hårdt på, at få implementeret en opdatering som indeholder en løsning på den sidste måneds udfordringer. 

Vi arbejder altid hårdt for, at du får den bedst mulige oplevelse med e-conomic, og vi tager det meget alvorligt, når der opstår sådanne situationer. Vi er meget kede af de oplevelser, du kan have haft med programmet i løbet af august, og undskylder mange gange.