Et fantastisk storslået og smukt landskab, hvor man kan tage nogle fantastiske billeder, hvis det ellers ikke er overskyet. Landet består af 18 øer på i alt 1.400 m2 og et befolkningstal på 48.000. Lejer man en bil som vi gjorde, er det ligegyldig om man kører til højre, venstre eller ligeud – man ender altid for enden af en blind vej med en fantastisk udsigt.

Billedet er taget på Streymoy (Kaldbaksfjordur).

Man skal dog til tider være en erfaren kører, da vejene kan være temmelig stejle og smalle og ikke alle steder er der autoværn. Det kan således være et oplagt mål, hvis ”Tour de France” mangler en bjergetape.

Hvad de færreste nok ved er, at e-conomic reelt har eksisteret i to versioner: den som de fleste benytter sig af (ca. 25.000 kunder) verden over og så en færøsk udgave som der kun har været tilgang til på Færøerne.

Men da vi bl.a. kunne konstatere, at vi havde flere færøske kunder i den ”almindelige” udgave af e-conomic, end der var i den færøske udgave, gav det ikke så meget mening, at have en særskilt version kørende på Færøerne.

Da e-conomic fik muligheden, valgte vi derfor at tilbagekøbe rettighederne fra Føroya Tele, som indtil da har haft rettighederne til e-conomic på Færøerne, hvor de har en server kørende med den anden version af e-conomic. Føroya Tele vil lade serverne køre frem til september, så alle der kører på den færøske version har mulighed for at skifte til et andet økonomisystem og vi håber naturligvis på, at de igen vil vælge e-conomic.

Da vi skulle til Færøerne for at underskrive aftalen valgte vi at lave en tur ud af det, hvor vi bl.a. tilbød de færøske kunder og administratorer en live præsentation af programmet e-conomic.

Til færingerne skal der lyde en særlig tak for jeres gæstfrihed og en tak fordi I ville se vores program. Jeg må dog komme med en indrømmelse: de færøske mad specialiteter kommer nok ikke lige på min liste over livretter, men det var utroligt spændende at smage.