Overblik er alfa og omega i en travl arbejdsdag. Man skal hurtigt kunne finde dét, man søger – præcis på det tidspunkt, hvor man har brug for det. At lede efter ting tager tid og er dybt frustrerende, når man har travlt. Det gælder ikke mindst i bogføringsarbejdet, som for mange er et nødvendigt onde. Det skal være let, gnidningsløst og kunne overstås i en ruf, så du kan bruge tiden på at udvikle din virksomhed. Overskuelighed har derfor været et fokuspunkt i udviklingen af brugerfladen i ny e-conomic. Her kan du se en film om den nye brugerflade og læse om nogle af de ting, vi har gjort for at gøre designet i ny e-conomic bedre:

Overskuelig og intuitiv brugerflade

Når du logger på ny e-conomic, vil du blive mødt af en overskuelig og intuitiv brugerflade med perfekt afstemte blå og grå farvenuancer, som er behagelige for øjet. Du vil opleve, at brugerfladen er langt mere minimalistisk i sit udtryk end det gamle program. Vi viser dig så at sige kun ”toppen af isbjerget”, således at kun de mest brugte funktioner ligger fremme og kan tilgås via store, tydelige knapper. De funktioner, som du kun bruger sjældent, har vi derimod ”gemt lidt af vejen”, og undermenuerne kan du folde ud og ind efter behag.

Overflødige designelementer fjernet

For mange elementer i designet går let ud over overskueligheden. Vi har derfor fjernet alt dét, der ikke er absolut nødvendigt. F.eks. har vi reduceret antallet af designelementer gevaldigt! Det giver en mere rolig og harmonisk brugerflade, som vi tror, du vil føle dig godt hjemme i.

Farvel til de fleste pop op-vinduer

Endelig har vi fjernet de fleste pop op-vinduer i programmet. Pop op-vinduer har nemlig den ulempe, at de kan ”gemme sig” bag hovedvinduet, eller man kan komme til at lukke dem. De fleste steder har vi erstattet dem med store, overskuelige formularbokse, som altid lægger sig foran hovedvinduet.

Alt i alt er resultatet af det nye design en behagelig brugeroplevelse takket være mindre ”støj” i det daglige arbejde, så du får en lettere og mere behagelig arbejdsdag med et solidt overblik over din virksomheds økonomi.

Hvis du ikke bruger lager- eller projektstyring, kan du let, hurtigt og gratis tilmelde dig ny e-conomic med det samme. Her kan du se, hvordan du gør.