I går sendte jeg et nyhedsbrev ud til alle administratorer i e-conomic (Se nyhedsbrevet her). Emnet var de nye administratorsider, som giver administratorer mulighed for at beskrive og reklamere for, deres virksomhed på e-conomics hjemmeside.

Men en administrator svarede på mailen, at han synes det var pinligt at vi sender den slags markedsføring ud. Han kunne ikke forstå at vi tilbyder denne slags markedsføring gratis og mente at der måtte være en bagtanke og en gevinst i det for os.

For at gøre en lang historie kort: Jo, der er en gevinst i det for os. Jo gladere vores kunder er, jo gladere er vi.

Herunder kan du læse hvad jeg svarede ham, og hvad der ligger til grund for, at vi tilbyder vores administratorer en gratis markedsføringsplatform.

Gør vi det virkelig gratis? Svaret er både ja og nej.

Ingen provision
Ja, fordi e-conomic ikke får nogen som helst provision eller noget ud af at profilere administratorerne. Der er ingen direkte økonomisk gevinst for e-conomic ved at vise en administrators virksomhedsprofil.

Mere information
Nej, fordi at vi er interesserede i at få så mange administratorer til at beskrive deres virksomheder som muligt.

Det betyder nemlig, at når brugerne søger efter en administrator på e-conomic, så får de resultater frem hvor virksomhederne beskriver og sælger sig selv med deres egne ord.

Det er langt mere givende for brugerne, der så får noget mere information end blot et firmanavn når de søger på en revisor.

Glade brugere
Det giver forhåbentlig gladere brugere, fordi de med det samme får mere information om virksomheden. Og det giver forhåbentlig også gladere administratorer, da de får lov til at beskrive deres virksomhed og får en chance for at ”trække nogle kunder ind i butikken”.

Gevinsten for os er, at jo gladere vores brugere og administratorer er for e-conomic, jo større chance er der for at de fortsætter som kunder hos os. Og det er jo det vi lever af.