Flere end 100 større og mindre forslag fra vores forum er implementeret i 2014 alene. Og det er din skyld. Jep. Uden dig havde mange af disse nye forbedringer måske ikke set dagens lys, så tusind tak for det. Lige nu står over 40 forslag mærket med ”i gang”, så mon ikke vi får presset et par tilføjelser mere ind inden årets udgang.

Der er stor forskel på forslagenes omfang og kompleksitet, men fælles for dem alle er, at det er tilføjelser, som gør livet lidt lettere for jer, der bruger e-conomic. Det, håber vi, at I kan mærke.

Vi får rigtig god respons på forummet for de forslag, der bliver udviklet. For nyligt fik en ny feature faktisk denne sammenligning: ”At dette bliver introduceret selvsamme dag, som vi (forhåbentlig) vender et blad i rumhistorien, og lander på en astroide… tilfælde?? I think not! Størrelsesmæssige tangerer disse events helt klart hinanden.

Vi har også set feedback bl.a. på twitter. Det er super fedt og føles som et ekstra skulderklap til os herinde – tak! Det beviser bare ekstra for os, at det giver mening, at du får mulighed for at komme med dit input.

twitter-feedback

Sådan bedømmer og behandler vi forslag

Vi får rigtig mange forslag på forummet, så det sker også, at vi må sige nej til nogle af dem. Ikke fordi det ikke er en god ide, men når vi bedømmer forslag, må vi tænke i det store billede. Bidrager funktionen til at gøre hverdagen nemmere for størstedelen af vores brugere? Hvis ja, har forslaget større chance for at blive implementeret. Vi leverer et produkt til alle, så det vil vores prioritering af forslag også afspejle.

Det har længe været sådan, at en stor håndfuld medarbejdere fra supporten på et månedligt møde sammen har vurderet de mange forslag, vi modtager. I foråret begyndte vi at afholde vores forummøder på en lidt anden måde. Vi har nemlig inviteret nogle af vores udviklere med. De kender om nogen programmet indefra.

Til hvert forummøde deltager nu et sted mellem 8 og 10 medarbejder fra supporten og udviklingen for at vurdere, om forslaget giver mening for få eller mange brugere. Sammen kan udviklerne og det vi kalder Product Owners straks bedømme, hvor mange ressourcer og udviklingstimer det vil tage at implementere et forslag. Det gør processen med at udvikle og implementere funktionen meget nemmere.

e-conomic-medarbejdere til forummøde

Vores alle sammens Revisor-Lasse har for halvandet års tid siden skrevet et indlæg om proceduren for behandling af forslag. Den er i store træk den samme den dag i dag, så tag et kig, hvis du vil have den store gennemgang af proceduren.

Brugere hjælper brugere

Det er ikke kun forslag, du kan bruge forummet til. Du kan også stille dine spørgsmål og få hjælp både af e-conomic-medarbejdere og e-conomic-brugere. Ofte ser vi nemlig flere af de garvede e-conomic-bruger melde sig på banen og hjælpe med tips og forslag til, hvordan andre kan få mest ud af programmet. Det er super fedt! Bliv ved med det.

Siden vi introducerede forummet i foråret 2010 er tæt på 400 forslag fra jer indført i programmet – altså næsten 100 om året. Så ikke nok med, at forummet er et godt sted at komme i dialog med andre brugere, viser det også, at det giver rigtig god mening både for os og jer derude, at I kan være med til at udvikle e-conomic. Vi skrives ved på forum.