Status på lagerstyring
Jeg vil her i bedste lagerånd forsøge at gøre status over første halvår 2011 med lager. Jeg vil i den forbindelse se lidt på hvad vi har introduceret og gennemført.
Virkeligheden ved indgangen til i år var, at vi stort set ikke havde set på lager siden vi for fem år siden introducerede det.
Vi var godt klar over at en del ting kunne gøres bedre. Dels vidste vi det selv men heldigvis har en række kunder været os behjælpelig med at henlede vores opmærksomhed på mangler og ”brudte” løfter. Tak for det
.
Anyways vi startede med blive mere skarpe på hvad vi vil med vores lagerstyring. Ikke mindst for at blive mere klar i mælet overfor eksisterende og potentielle kunder. Konklusion på det arbejde blev:
- Vi vil den simple lagerstyring
- Ingen ny videregående forretningslogik
- Ingen styklister og serienumre osv.
Ikke fordi behovet ikke er til stede men snarere på grund af begrænsninger hos os selv i form af andre proriter og andre potentialer. Med andre ord, der er hvad der er og forvent ikke revolutionerende udvikling. Vi vil hellere forbedre de funktioner vi har, frem for at udvikle mere halvt.
Konkret satte vi en hurtigarbejdende gruppe til at pege på de mest lavthængende frugter. Dette arbejde skete på baggrund af vores forum, besøg herinde af lagerkunder og talrige telefonsamtaler med lagerkunder.
Derfor har vi blandt andet set udvikling af dropshipping, konvertering af kundeordre til leverandørbestilling, forbedret indlæsningsmuligheder (valuta, reguleringer, prislister), minimumsantal og genbestilling og ”integration” ml. scan og lager.
Er vi så færdige?
Nej det er vi ikke og det bliver vi aldrig. Vi vil i efteråret genbesøge lagerstyringen og se på de ideer og forslag der er afleveret til os i forum. Det vil formodentlig omfatte flere importmuligheder fx leverandørvarenummer, anførsel af leverandør på varenummer og andet. Besøg gerne vores forum og giv dit besyv med.
Afslutningsvis og inden sommerferiehilsen, så skylder jeg også at nævne at vi har introduceret et månedligt nyhedsbrev kun om lager og kun til vores lagerkunder. Det lader til at være blevet vel modtaget. Der er i hvert fald mange der læser det. Hertil kommer at vi har optrappet produktionen af lager e-copedia artikler og YouTube videoer forhåbentlig til gavn for Jer.
God sommer når I kommer så langt.
Skrevet af Kim Sneum Madsen

