I har talt, og vi har lyttet. Og udviklet. Vores dygtige udviklere har nemlig arbejdet på højtryk for at realisere jeres forslag fra Forum. Det er der kommet 17 forbedringer ud af, som vi håber kan gøre dit arbejde lidt lettere i e-conomic.

Skal din idé være den næste? 

I e-conomic vil vi gerne lave de forbedringer i programmet, som du har brug for. Og som bruger, har du en værdifuld indsigt i programmets funktioner. Derfor vil vi rigtig gerne høre fra dig på Forum, hvor du kan oprette dine forslag til forbedringer. Du kan også stemme på andre brugeres forslag i Ønskebrønden. Så ved vi hvilke forslag der er de vigtigste.

Nye forbedringer i e-conomic 

Nedenfor får du et overblik over de nyeste forbedringer i e-conomic og nogle af vores populære tillægsmoduler.  

5 generelle forbedringer i e-conomic

  1. Fortsæt bilagsnummerserie ud fra kassekladden
    Når du importerer CSV-filer til kassekladden, kan du nu vælge fortløbende nummerserie ud fra den opsætning, der allerede er i kassekladden.
  1. Valg af forrige regnskabsår
    Under rapporter er det nu også muligt at vælge forrige regnskabsår i de standarder, som findes under pilen ved siden af ’til dato’.
  1. Kreditering af flere fakturaer på en gang
    Inde fra arkivet har du nu mulighed for at kreditere flere fakturaer på en gang, så du ikke behøver tage dem en af gangen.
  1. Bedre søgning under kunder
    Inde i kundekartoteket kan du nu søge på flere ting i søgefeltet. Det er nu muligt at søge på: kundenummer, kundenavn, CVR-nummer, e-mail og adresse.
  1. Skjul overskrifter i saldobalancen
    Når der trækkes en saldobalance, så er det muligt at skjule konti, som ikke har været brugt. Overskrifter tilhørende intervaller, hvor der ikke er bogført noget, kan nu også skjules i samme visning.

8 forbedringer i Smart Inbox og Inbox

  1. Kombinerings-rækkefølge af bilag
    Nu er det muligt at lægge bilagene i den rækkefølge du ønsker, når du kombinerer bilag inde i Inbox eller Smart Inbox. Det gør du ved at sætte flueben ud for bilaget.  Når du trykker på “Kombiner”-ikonet, skal du give dokumentet et navn og derefter kan du vælge rækkefølgen på de enkelte sider i dokumentet.
  2. Dokument fra udklipsholderen på computeren
    Hvis du har taget et screenshot, eller på anden vis har et billede gemt i udklipsholderen, så er det nu muligt at sætte dette direkte ind i din Inbox ved at bruge ctrl. + v.
  3. Forfaldsdato bliver ændret, hvis fakturadato ændres i Inbox og Smart Inbox
    Hvis der allerede var udfyldt en forfaldsdato og du herefter ændrede fakturadato, så rettede forfaldsdatoen sig ikke i Inbox og Smart Inbox førhen. Men det gør den nu. På den måde sikrer vi, at forfaldsdatoen er korrekt.
  4. Kontokort direkte ved oprettelse af postering i Inbox og Smart Inbox
    Inde fra Inbox og Smart Inbox kan der vælges en konto og modkonto. Og nu kan du få adgang til kontokortet på den enkelte konto direkte fra vinduet, hvor du vælger konto, som vi kender det fra fx kassekladden.
  5. Nye ikoner i pop-up’en i Inbox og Smart Inbox
    Hvis du åbner din Inbox i en pop-up, så har du nu de samme ikoner på selve bilaget, som hvis det ikke var en pop-up.
  6. Vedhæft eller opret postering fra Inbox
    Når du arbejder med dine bilag fra Inbox, så er der altid to muligheder. ‘Opret ny postering’ eller ‘vedhæft til postering’. Som udgangspunkt vil du nu starte med den mulighed du anvendte sidst, så du ikke skal skifte hele tiden.
  7. Status på aflæsning fra oversigten i Smart Inbox
    Fra oversigten inde i Smart Inbox kan du nu se om et dokument er scannet og aflæst. Det er en fordel, da du derfor ikke går ind på dokumenter, som stadig er i gang med at blive aflæst og ikke er klar til at blive oprettet som postering. Bemærk, at dette kun gælder Smart Scan. E-fakturaer aflæses automatisk og får derfor ikke et grønt flueben.
  8. Beløbsfelt som regnefelt i Inbox og Smart Inbox
    Mange steder i e-conomic er det muligt at regne direkte i felterne. Du kan fx skrive “=100+50” og trykke enter. Det er nu også muligt i Inbox og Smart Inbox

2 forbedringer i Dimension 

  1. Skift afdeling på en allerede bogført postering
    Under ‘posteringer (find bilag)’ har du nu mulighed for både at rette bogføringsteksten og afdelingen.
  2. Se afdelinger ved eksport af Excel fra saldobalancen
    Hvis du trækker en saldobalance ud i Excel, og har valgt afdelinger i søgningen, så bliver de afdelinger nu vist i Excel.

1 forbedring i Periodisering og Anlæg

  1. Medtag en periodisering på en faktura ved kreditering
    En salgsfaktura kan bogføres med periodisering på de enkelte varelinjer. Hvis fakturaen skal krediteres, så kan du nu vælge om de periodiseringer skal vendes om og tages med på kreditnotaen. Vær opmærksom på, at denne funktion kun virker fra arkivet. Du skal derfor finde fakturaen i arkivet og derefter trykke på ikonet “Krediter (kopier og vend).

1 forbedring i Projektstyring

  1. Oprettelsesdato på projekter
    Det er nu muligt at sætte oprettelsesdato på de enkelte projekter.

Tak for jeres forslag og stemmer 

Vi håber, at du bliver glad for dine nye muligheder. Hvis du vil have overblik over alt, hvad der er sket i e-conomic, kan du se den fulde liste over forbedringer på forum her >> 

En stor tak til de e-conomic brugere, som er kommet med forslag og som har stemt på ønsker på Forum. High five fra os til jer!