Det der med moms… er det noget, du glæder dig til? Er det en af de opgaver, hvor du har helt styr på, hvad du skal gøre, og hvor du retter eventuelle fejl? Hvis du – ligesom en del andre – godt kunne bruge en hjælpende hånd, så er der godt nyt. Vi har nemlig lavet en ny momsrapport, som gør meget af arbejdet for dig. Du får den nye momsrapport torsdag den 4. december.

Top fem fede funktioner i den nye momsrapport

Når vi udvikler nye funktioner til e-conomic, arbejder vi ud fra den overskrift, at det skal være tidsbesparende – det er også tilfældet her. Momsrapporteringen er for mange én af de opgaver, som bare skal overstås, så vi har gjort, hvad vi kan for, at det nu bliver så nemt som muligt. Du kan blive klogere på momsrapporten her på vores e-copedia.

Helt kort er nøgleordet med den nye momsrapport: bedre overblik. Og så får du et simplere og mere automatiseret arbejdsflow. Her er en lidt nærmere gennemgang af de fem fedeste fornyelser:

1: Spar tid med automatisk bogføring

Momsberegningen bogføres automatisk, og nu har du mulighed for at nulstille dine momskonti løbende i stedet for kun ved årsafslutningen.

Livet bliver meget lettere (i hvert fald den del som har med moms at gøre), og du får økonomisk overblik, idet momsopgørelseskontoen løbende bliver opdateret, så du ved hvad du skylder. Helt enkelt – det, du kan se på rapporten, er det, som er blevet bogført.

sysemkonti i e-conomic

2: Undgå at overse vigtige detaljer

Den nye momsrapport indeholder nu posteringer fra tidligere perioder, som ikke er blevet rapporteret endnu og eventuelle detaljer, der er knyttet dertil. Det gør det meget nemmere for dig at inkludere posteringer i din indrapportering, som du måske har glemt at få med tidligere.

Du får altså et detaljeret grundlag for indberetningen på posteringsniveau. Det giver dig meget bedre sammenhæng og et overblik over detaljerne på din momsrapport. På den måde sikrer du dig, at du får indberettet alt.

detaljeret momsopgørelse i e-conomic

3: Se, om du har indberettet korrekt

Det er nu meget nemmere at se, om der er sket nogle ændringer på din momsrapport, f.eks. om der er tilføjet posteringer. Hvis et bilag er ”ankommet” for sent, er det nemt at lave en genindberetning eller såmænd bare vente med at tage denne postering med til næste periode.

Før skulle du selv finde ud af, om du havde lavet en fejl, eller hvorfor der var noget, der ikke stemte. Nu undgår du detektivarbejde, da systemet guider dig på vej mod eventuelle ændringer og posteringer, som ikke er rapporteret.

4: Få historisk overblik over dine momsindberetninger

Når du har lavet en momsrapport, kan du markere den som indberettet, hvorefter den flytter sig til arkivet. Her kan du få et historisk overblik og se alle dine tidligere momsindberetninger. På den måde har du bedre sporbarhed, og du vil altid kunne finde dine gamle rapporter frem igen.

momsindberetninger i e-conomic

5: Find nemt posteringer uden momskode

Det er nu meget nemmere at finde eventuelle posteringer, som er bogført direkte på din momskonto – altså uden momskode. Hvis der ved en fejl er blevet bogført uden momskode, kan du nu ændre momskoden på disse posteringer baseret på forslag fra programmet.

Den nye momsrapport er klar til dig

Den nye momsrapport er tilgængelig for dig fra torsdag den 4. december. For at du kan bruge de nye muligheder med automatisk bogføring, skal du bare lige ind under ’Alle indstillinger’ finde ’Regnskab’ ude til venstre og derunder ’Systemkonti’. Der finder du en systemkonto for momsafregning og vælger så den konto, du vil bruge til det. Så fungerer det.

En lille detalje mere. Skattemyndighederne foreskriver, at vi afrunder til nærmeste hele tal. Derfor vil en momskonto oftest ende med nogle øredifferencer. Men det kan du faktisk også bogføre automatisk. Inde under ’Systemkonti’ finder du nemlig ’Afrunding ved momsafrening’. Voila.

Den seneste momsindberetning er netop overstået, så nu har du god tid til at sætte dig ind i den nye momsrapport, før du skal indberette moms igen. Forhåbentlig går det som smurt næste gang.