Som nogle e-conomic brugere, og nogle af vores integrationspartnere har lagt mærke til, har vi i den seneste halvanden uge desværre været ramt af nedsat hastighed i programmet – senest i dag i formiddagstimerne.

Når dette sker, gør vi altid alt, hvad vi kan, for at lokalisere problemet og få det løst.

Den 9. august slår vi query store til i vores database. Denne funktion tillader os at registrere udvalgte kald til vores databaseservere, i håb om at kunne identificere eventuelle driftsudfordringer før de opstår.

Den 12. august konstaterer vi en uventet stor belastning på vores servere grundet vores aktivering af query store. I og med at databasen nu skal registrere en række kald, bliver den belastet yderligere og mere end vi forventede. Vi planlægger et servicevindue samme aften for at få tid til at opgradere vores SQL servere. Opdateringen får den forventede effekt, og vi vender tilbage til normal drift.

Den 20. august oplevede vi endnu engang stor belastning af vores databaseservere. Denne gang blev hastigheden i e-conomic hårdt ramt fra kl. 8.30-10.30. Vores udviklere rettede øjeblikkeligt al opmærksomhed mod at finde årsagen til den høje belastning. Vi arbejder fortsat på at lokalisere den egentlige årsag og sikre, at dette ikke sker igen.

Som det ser ud lige nu, kører e-conomic igen som normalt. Vi overvåger systemet nøje for at sikre, at det fortsætter.

Vi er klar over, at det hos nogle brugere har medført forstyrrelser i det daglige arbejde i e-conomic, og at vores integrationspartnere og deres kunder desværre også har oplevet forstyrrelser, grundet ovenstående udfordringer hos e-conomic. Ligeledes er vi klar over, at momsfristen er lige om hjørnet, og at det for nogen derfor kan være ekstra problematisk når programmet ikke kører optimalt.

Vi er meget kede af de oplevelser, du kan have haft med programmet den sidste halvanden uges tid, og undskylder mange gange.

Vi arbejder altid hårdt for, at du får den bedst mulige oplevelse med e-conomic, og vi tager det meget alvorligt, når der opstår sådanne situationer.