
Når en fejl sniger sig ind i en bogført postering, har det tidligere krævet op til 8 manuelle trin at rette den i e-conomic, men det gør vi nu langt nemmere for dig.
Skal du fx rette en fejl i beløb, moms eller konto i en bogført postering, er det ikke længere nødvendigt at tilbageføre posteringen manuelt, for den del klarer e-conomic for dig.
Du skal bare taste ændringen direkte i den pågældende postering og klikke “Gem”, og så klarer systemet resten. Når fejlen er rettet, kan du nemt se posteringens historik i din oversigt.
Sådan gør du
1) Log ind i e-conomic
2) Find den postering, du ønsker at rette i menupunktet Posteringer (find bilag) under Regnskab eller i Periodeopdelt saldobalance under Rapporter (i dialogen, der åbnes, når du klikker på et beløb)
3) Klik på blyant-ikonet på posteringslinjen
4) Nu åbner et nyt vindue, hvor du kan redigere direkte i felterne på posteringen. Vær opmærksom på, at du skal sørge for, at hele posteringen stadig stemmer, hvis du retter i beløbet.
5) Når du har rettet fejlen i din postering, kan du klikke “Gem”.
6) Tilbage i oversigten kan du klikke på det lille forstørrelsesglas-ikon på posteringslinjen og få overblik over posteringens historik og de rettelser, du har lavet.
Se guiden i e-copedia
Vi har altså skabt en nemmere proces, hvor du stadig har fuld kontrol og nemt kan finde dokumentationen for de ændringer, du har lavet.
Senere på året bliver det også muligt at redigere flerbenede posteringer på denne måde, men for nu omfatter forbedringen kun simple posteringer.
BONUS-INFO: Automatisering i e-conomic
Vi investerer i disse år i automatisering i e-conomic, fordi vi ønsker at frigive tid i din hverdag til de opgaver, der skaber værdi for din forretning.
En nemmere redigeringsproces for bogførte posteringer har længe været efterspurgt blandt e-conomic-brugere, fordi det bl.a. gør det nemmere at tage springet ud i automatisk bogføring ved hjælp af værktøjer som Bank Workflows og Bilag Workflows.
Vi glæder os til at give dig endnu mere automatisering i e-conomic i 2026.