I den seneste tid har vi hørt fra jer brugere, at e-conomic ikke kører ved samme hastighed som det plejer. Det er eskaleret denne måned, hvor vi har hørt fra mange af jer at det efterhånden er blevet en del af hverdagen. Resultatet er ekstraordinært lange svartider og et regnskabsprogram der ‘hænger’. Og indimellem går programmet helt i stå og giver fejl.

Vi er frygtelig kede af at så mange af jer oplever et e-conomic, der ikke kører optimalt. Det er på ingen måde den oplevelse, vi stræber efter at I skal have. Derfor har vi lagt alle kræfter i at finde og løse de problemer, som ligger til grund for, at hastigheden ikke er optimal. 

Hvad har vi gjort for at løse problemerne? 

For at imødekomme de problemer I oplever, og har oplevet den seneste måned, har vi skaleret vores servere så der både er flere af dem og så de er hurtigere. Det betyder i praksis, at det vil påvirke færre brugere, når programmet ‘hænger’. Vi implementerede dette torsdag den 20. maj, og vi overvåger nu hvilken effekt det har. Umiddelbart oplever vi, at det har forbedret svartiderne – og det ser vi både ud fra vores egne data og på reaktioner fra jer brugere.

Hvad går egentlig galt?

Grunden til at flere af jer har oplevet at e-conomic er langsomt er, at enkelte af vores servere fra tid til anden bryder sammen. I sådanne situationer bør de pågældende servere naturligvis genstarte automatisk, og en anden server bør gennemføre det, du og andre brugere har bedt e-conomic om at gøre. Det er desværre bare ikke altid tilfældet lige nu. I stedet bliver forespørgslerne skåret fra, idet serveren bryder sammen. Og så står vi med et e-conomic, der ‘hænger’ eller går helt i stå.

Hvad er planen nu? 

Det er naturligvis ikke optimalt, at enkelte kunder oplever lange svartider. Vi ønsker et e-conomic, der er hurtigt og effektivt for dig at arbejde med. Vi har derfor skærpet vores indsats ved at indføre væsentligt mere detaljeret overvågning af vores system. På den måde kan vi få mere klarhed over, hvorfor forespørgsler ‘hænger’ eller fejler helt. Denne indsigt vil kunne fortælle os den underliggende årsag til problemerne, så vi kan angribe disse og i sidste ende give dig den oplevelse vi ønsker du skal have med e-conomic.