Du kender ham muligvis fra radio eller tv, men det er lagt på hylden – i hvert fald for en stund. For et lille år siden sprang Morten Resen nemlig ud som selvstændig. Han tog orlov fra sit job som vært på Go’ morgen Danmark og har siden da startet egen podcast og eget firma under navnet GoLittle. Tilbage i september havde vi besøg af Morten her på e-conomic-hovedkontoret. Det blev til en snak om drømme, tanker, usikkerheder og meget andet. Første del af Mortens rejse kan du læse lige her.

Morten Resen interview til e-conomic

”Det blev vist til et meget langt svar – hvad var det egentlig, du spurgte om?”

Ja, første spørgsmål var måske heller ikke helt simpelt. ”Hvordan startede rejsen med at gå fra fastansat til selvstændig?” Det var en lang rejse, og derfor blev svaret også tilsvarende langt.

Det startede med en situation, som mange nok kan genkende – far, mor og børn, og hvordan det kan gå op i en højere enhed. Morten bor i Helsinge med sin kone, Marlene, og deres to børn. Og som et par med godt gang i karrieren var det svært nogle gange at få tiden til at række. Derfor startede det med, at Marlene skulle blive selvstændig, så hun havde mere tid. Og det skete også. Marlene har i ca. to år drevet virksomheden Mambeno, som laver madplaner til børnefamilier.

Egentlig var tanken, at det kun skulle være Marlene, som stoppede med sit faste arbejde. Men det blev sværere og sværere for Morten at få hverdagen til at hænge sammen. Der var ikke meget fritid i at skulle gå i seng kl. 20.30 for at kunne stå op igen kl. 03.00. Efter mange snakke frem og tilbage med Nordisk Film og TV2, blev de enige om, at orlov kunne være løsningen.

Og så sad jeg der uden at vide, hvad jeg skulle gøre – ud over at snakke med min bank. Og jeg gik fra en meget pæn løn til nul kroner på én måned. Som i nul kroner.”

Det første større projekt, som Morten kastede sig over, var podcasten. Den skulle handle om hele rejsen fra starten af en virksomhed – nærmest før tegnebrættet – men de første par afsnit kom til at handle om nogle andre ting. Og derefter gav det ikke rigtig mening, at podcasten skulle handle om Mambeno – som ellers var den oprindelige tanke – for den virksomhed eksisterede og kørte allerede ret godt.

Og så tænkte jeg ’Hov, hvad med den der gamle ide, som vi havde snakket om, den der Tripadvisor for børnefamilier’. Nu prøver jeg at sige det højt, og så ser jeg, hvad der sker.

Og det viste sig at være en god ide. ”Pludselig gik det rimelig bananas, og alle mulige skrev og henvendte sig, og den der podcast, den blev populær, og så lige pludselig så havde jeg et firma, som så skulle i gang med at bygge den der app, og det er så der, hvor jeg er nu. Det var lidt en lang vandring. Men jeg skulle egentlig bare bruge et år på at finde ud af, hvad jeg egentlig skulle tage mig til, og hvad jeg gerne ville.

Når man er et relativt kendt navn, så dukker der nemt mange muligheder op – også mange ting, som ikke umiddelbart matcher den lange karriere inden for tv og radio, hvor Morten har været, siden han startede på P3 som 19-årig. Så foruden podcast og app-projektet, har Morten bygget et website og lavet en radio-dummy – begge dele ikke til sig selv, men til andre.

Jeg havde bare brug for ikke at have nogen plan, ingen der bestemmer – og så må vi se, hvordan det går.

Ind til videre går det meget godt. Interessen er stor, og det samme er velviljen til at hjælpe. Mange tilbyder sin hjælp og endda gratis. Men der er udfordringer i at have haft et job tidligere, hvor det hele har været tilrettelagt ned til mindste detalje og nu pludselig at skulle styre det hele selv. Så selvom tiden stadig er knap, er det på en helt anden måde end tidligere.

Jeg har simpelthen ikke timer nok i døgnet. Jeg har aldrig arbejdet så meget, som jeg gør nu, men det er med ting, som jeg synes er sjovt. Men jeg skal lige huske en gang imellem at stoppe op og glæde mig over, at jeg ikke skal i seng om tre timer, eller at jeg kan tage på stadion med min bror og mine børn. Det glemmer man lidt nogle gange – ligesom hvis man bliver millionær, så glemmer man nok den gang, man ikke have nogen penge.

Så det der med millionerne, er det dét, der er drømmen? Næh, slet ikke, faktisk.

Min drøm det er, at jeg kan åbne en dør til et eller andet lokale, hvor der sidder nogle mennesker og arbejder på GoLittle, min app. At vi er et team. At vi kan arbejde efter det samme.

I virkeligheden er Mortens drøm nok ret lig den, som mange iværksættere har. At få sin virksomheds navn på en postkasse, at møde ind på et kontor med nogle mennesker hver morgen, hvor alle arbejder med det samme formål og har det sjovt sammen.

Jeg vil gerne kunne kaste mig 120.000% ind i det. Det ville være vildt, hvis det kunne lade sig gøre.

Om det kan lade sig gøre, vil fremtiden vise. Hvis du vil høre, hvordan det går med Morten og GoLittle lige nu, så kan vi på det varmeste anbefale Mortens podcast. I næste uge bringer vi del to af interviewet med Morten. Her kan du høre mere om, hvilke tanker man egentlig gør sig, når man har en drøm, som man gerne vil følge. Måske det kan inspirere dig til at følge din.