Forestil dig, at der er et stigende antal indbrud i dit nabolag. Hvis du kunne installere en ekstra lås, der markant minimerer risikoen for ubudne gæster, ville du så ikke gøre det? Det er præcis, hvad to-faktor-godkendelse (2FA) tilbyder i den digitale verden, hvor cyberangreb – indbrud på dine digitale konti – kun bliver en større trussel. Med 2FA tilføjer du den nødvendige ekstra lås, der beskytter dine konti og hjælper med at holde dine data sikre.
Hos e-conomic tager vi din sikkerhed enormt alvorligt. Derfor opfordrer vi alle vores brugere til at aktivere 2FA på deres aftale. I dette blogindlæg kan du læse mere om, hvad 2FA er, hvorfor det er vigtigt, og hvordan du aktiverer det på din e-conomic-aftale.
Hvorfor er én adgangskode ikke nok?
Inden vi dykker ned i, hvad 2FA er, er det vigtigt at slå fast, hvorfor det ikke er nok at beskytte din konto med én adgangskode – uanset hvor avanceret den er.
For måske tænker du, at der ingen chance er for, at nogen gætter din adgangskode og får adgang til din konto. Den er nemlig meget kompliceret og indeholder både store bogstaver, tal og specialtegn.
Sandheden er dog, at det er en smal sag for langt de fleste cyberkriminelle. De anvender avancerede metoder til fx at bryde ind i virksomhedssystemer og stjæle oplysninger om brugernes adgangskoder (databrud). De kan også finde på at narre dig til at opgive dine adgangskoder ved at sende falske e-mails fra kilder, du stoler på (phishing). Til sidst benytter de automatiserede værktøjer til hurtigt at afprøve mange adgangskodekombinationer, hvilket kan føre til, at de gætter din.
Hvad er to-faktor-godkendelse (2FA)?
Har du nogensinde prøvet – fx når du logger ind på din bank eller handler online – at du skal bekræfte din identitet med MitID, en SMS-kode eller lignende? De fleste af os har efterhånden et indgående kendskab til 2FA, fordi flere platforme kræver dette ekstra lag af sikkerhed. Men lad os alligevel dykke ned i, hvad 2FA helt præcist er.
2FA er en sikkerhedsprocedure, der kræver to forskellige former for identifikation for at bekræfte din identitet, når du tilgår en konto. Det indebærer:
- Noget du ved: Typisk en adgangskode
- Noget du har: En enhed (ofte en mobiltelefon) med en autentifikationsapp, MitID eller en SMS-kode.
Ved at kombinere disse to trin sikrer 2FA, at selv hvis nogen får fat i din adgangskode, kan de ikke få adgang til dine konti uden den fysiske enhed eller anden bekræftelse.
Med 2FA reducerer du risikoen for cyberangreb med 99,22 procent – og 98,56 procent i tilfælde af, at dine login-oplysninger allerede er blevet lækket.
Hvilke former for 2FA findes der?
Der findes forskellige måder at bekræfte din identitet via 2FA:
- SMS-kode: Nem at bruge og kræver ingen ekstra apps, men er sårbar, da cyberkriminelle kan opsnappe koden eller overtage dit telefonnummer for at modtage dine SMS-koder.
- Autentifikationsapps: Apps som Google Authenticator og Authy er sikrere end SMS og virker offline efter de er installeret.
- Biometrisk autentifikation: Fingeraftryk og ansigtsgenkendelse er sikre, hurtige og nemme at bruge.
Hos e-conomic tilbyder vi de tre former for 2FA, og vi anbefaler især brugen af autentifikationsapps og biometrisk autentifikation.
Hvorfor er 2FA vigtigt?
Det kan have store – både økonomiske og personlige – konsekvenser at blive udsat for et cyberangreb. Hvis dine data ender i de forkerte hænder, kan du risikere, at dine personlige oplysninger bliver misbrugt til fx at stjæle din identitet eller dine penge.
Lad os tage et eksempel. Hvis en cyberkriminel (en indbrudstyv) får adgang til din e-conomic-aftale, kan de potentielt ændre i dine regnskaber eller bankoplysninger, hvilket kan føre til fejlagtig rapportering og økonomisk tab. De kan også sende falske fakturaer til dine kunder og leverandører. Disse fakturaer omdirigerer betalinger til de cyberkriminelles egne konti. Således mister du både penge, men også tillid fra dine forretningsforbindelser.
Som tidligere nævnt kan du minimere risikoen for et cyberangreb med 99,22 procent – og med 98,56 i tilfælde af, at dine loginoplysninger er blevet lækket, hvis blot du har aktiveret 2FA. Du sørger nemlig for, at selv hvis nogen kender din adgangskode, skal de også have fysisk adgang til din fysiske enhed – fx din mobiltelefon – for at tilgå din konto.
…men er det ikke besværligt?
Netop det er en af de største misforståelser omkring 2FA. Ofte kræver det blot et par ekstra klik eller et swipe på telefonen, og det er en lille indsats i forhold til, hvor meget din sikkerhed bliver forbedret.
Sådan aktiverer du 2FA på din e-conomic-aftale
Vil du sikre din e-conomic-konto og allerede i dag aktivere 2FA på din aftale? Læs vores guide til, hvordan du kommer i gang her. Hvis der skulle opstå spørgsmål undervejs, sidder vores supportteam selvfølgelig også klar til at hjælpe dig.