
I e-conomic har vi netop offentliggjort vores femte ESG-rapport. I rapporten kan I blive klogere på vores miljøpåvirkning, hvordan vi arbejder med diversitet og inklusion på arbejdspladsen, samt hvordan vi sikrer god selskabsledelse.
Hvorfor er det vigtigt?
Det er ikke et lovkrav for os at udgive en fokuseret ESG rapport, men vi gør det alligevel. ESG har længe været et vigtigt område for vores organisation, og så mener vi, at vi med vores størrelse og markedsposition har et ansvar for at gøre en forskel. Herudover ved vi, at det styrker jeres position over for finansielle institutioner og kunder, at I samarbejder med en leverandør, der tager ansvar – og har dokumentationen i orden.
Når investorer og banker vurderer jeres virksomhed, ser de i dag på den samlede risiko. Hvis jeres leverandører (som e-conomic) ikke kan redegøre for deres klimaaftryk eller sociale profil, kan det blive jeres problem. Når vi i e-conomic stiller gennemsigtige data til rådighed, fjerner vi den usikkerhed for jer.
For kunderne bliver det også i højere grad vigtigt at samarbejde med virksomheder, der tager et ansvar for både miljøet og sociale forhold – og det kan have betydning for, om de vælger jer – eller jeres konkurrent.
Tal I kan stole på
For at gøre vores rapportering endnu mere præcis, har vi i år valgt at rapportere efter VSME-standarden. En ny standard som Erhvervsstyrelsens officielt anbefaler til, hvordan ESG-data opgøres korrekt. Sådan sikrer vi, at vores rapport følger en fast ramme, der gør tallene sammenlignelige og gennemsigtige – en indikation af, at vi sætter høje standarder for ESG-dagsordenen, og behandler emnet med samme præcision og integritet, som kendetegner finansiel regnskabsføring.
Her er udpluk af resultaterne fra 2025-rapporten
- 20% reduktion i cloud-emissioner: Vi har moderniseret vores teknologi, så vores platform bruger mindre energi, og dermed lavere CO2-emissioner. Det reducerer direkte den klimabelastning, jeres virksomhed har ved at bruge e-conomic.
- Fuld kortlægning af klimaaftryk: Vi har kortlagt alt fra vores eget elforbrug til udledningerne hos vores leverandører. Det giver jer et klart billede af vores samlede aftryk, som omverdenen i dag kræver indsigt i.
- 39% kvindelige ledere: Vi tager et socialt ansvar for diversitet og er steget fra 33% kvinder til 39% kvinder i ledelsen på to år. En mangfoldig ledelse sikrer bedre beslutninger og en stærk udvikling af jeres regnskabsprogram.
- Samarbejde med 8 NGO’er: Vi har stærke samarbejder med danske frivillige organisationer, hvor vi arbejder på at støtte unge mennesker, skabe interesse i tech-uddannelser, og på at skabe mere diversitet i vores branche.