Nu er der gået et stykke tid, siden jeg er kommet med vores vanlige tirsdagsindlæg – og man kan derfor sige, at du har været berettiget til at rykke os. Og netop hele rykkerprocessen er det, som vi tager fat på i dag. De sidste par gange, jeg har skrevet her på bloggen, har vi set på, hvordan du let og enkelt kan oprette fakturaer – både ”normale” og elektroniske – så du kan få penge i kassen for dine salg. Desværre sker det alt for tit, at kunderne ikke husker at få betalt det, som de skylder, og derfor kan du være nødsaget til at rykke dem.

Med e-conomic kan du let udsende rykkere og påføre disse renter eller gebyrer. Før du kan komme i gang, er der dog nogle trin, som du skal sikre, at du har gennemført – ellers vil du ikke kunne sende rykkerne af sted. Det er lige præcis disse trin, som vi i dette blogindlæg vil sætte fokus på.

Registrér dine indbetalinger
Det første, som du skal være helt sikker på er på plads, er, at du har fået alle de indbetalinger, der har fundet sted, registeret. Ellers ender du pludselig med at rykke kunder, der allerede har betalt, hvilket selvfølgelig aldrig kan kategoriseres som god service. Samtidig vil unødvendige rykkere betyde unødvendigt tidspilde. Brug i stedet dine ressourcer på aktiviteter, der skaber værdi for din virksomhed.

Udlign – enten automatisk eller manuelt
Når du registrerer en betaling vil det i regnskabssammenhænge blive kategoriseret som en udligning. Det betyder, at du lukker åbne poster, så de bliver færdigbogført i dit regnskab. Når du arbejder i e-conomic har du flere muligheder for at udligne.

For det første kan du registrere dine betalinger ved at anvende automatisk udligning. Fordelen ved denne metode er, at du hurtigt og effektivt kan udligne en række posteringer samtidigt – på den måde kan du let spare tid.  Ulempen ved automatisk udligning er, at det vil være dine ældste fakturaer, der pr. automatik vil blive udlignet – også selvom betalingen i realiteten knytter sig til en nyere faktura.

Din anden mulighed er at udligne manuelt. I modsætning til den automatiske model, skal du her selv ind og parre den pågældende faktura med dens matchende indbetaling. Har du blot nogle få posteringer, vil du let kunne anvende denne metode og dermed sikre, at alle udligninger er knyttet til de korrekte posteringer. Men det er selvfølgelig mere ressourcekrævende – især hvis det er mange posteringer, der er åbne.

Klar, parat, ryk!
Når du har fået styr på alle åbne poster, der skal udlignes, er du klar til at rykke de af dine kunder, der ikke har fået betalt deres fakturaer. Vi vil se meget mere på selve rykkerproceduren næste tirsdag – så følg endelig med 🙂

Illustration-af-stor-muskelmand-der-ryster-penge-ud-af-en-mindre-mand

 

Brug for mere information?
Hvis du har brug for mere hjælp til at gøre dig i stand til at få lukket dine åbne posteringer, så hjælper vi dig selvfølgelig gerne. Du kan bare kontakte vores support på tlf. 88 20 48 41 eller skrive en mail til info@e-conomic.dk.