Fra torsdag den 10. august til mandag d. 14. august har vi desværre oplevet driftsproblemer i e-conomic. Problemerne er nu løst, men vi beklager meget over for alle brugere, som har oplevet udfordringer og været påvirket.

I dette blogindlæg kan du læse mere om, hvad der forårsagede driftsproblemerne, og hvad vi har gjort for at løse dem.

Hvad forårsagede driftsproblemerne?

Driftsproblemerne i e-conomic skyldtes en fejl hos vores sikkerhedspartner, Cloudflare, der fungerer som et sikkerhedslag mellem e-conomic og dig som bruger.

Fejlen lå altså ikke direkte i e-conomic, men hos en af vores samarbejdspartnere. Derfor tog det lang tid at identificere fejlen og udbedre den. Men det betyder også at vi med stor sikkerhed kan sige, at fejlen var et enkeltstående tilfælde, som ikke vil skabe flere driftsproblemer i fremtiden.

Derudover er det vigtigt at understrege, at sikkerheden i e-conomic ikke har været kompromitteret ifm. fejlen hos Cloudflare. Udfordringerne har udelukkende været med driften i programmet og ikke sikkerheden.

Hvad gjorde vi for at løse driftsproblemerne?

Da vi blev opmærksomme på driftsproblemerne torsdag den 10. august, satte vi allerede et stort antal medarbejdere på opgaven med at identificere fejlen og udbedre den. Henover weekenden har vi været i tæt dialog med Cloudflare og mange medarbejdere har arbejdet på højtryk for at løse driftsproblemerne og få e-conomic op at køre igen. Det lykkedes os endelig mandag den 14. august omkring kl. 10.

Hvad gør vi for at sikre en stabil drift i e-conomic

Sidste efterår oplevede vi flere driftsforstyrrelser i e-conomic. Derfor lavede vi en række tiltag for at sikre dig et stabilt regnskabsprogram. Vi har bl.a. lavet optimeringer af vores database og øget vores generelle driftsovervågning af programmet. 

Disse tiltag har sikret en generelt stabil drift i 2023, og de virker stadig efter hensigten. De problemer, som vi har haft henover weekenden, har ligget et andet sted end dem, som skabte driftsforstyrrelser sidste år. Men vores øgede overvågning gjorde, at vi kunne identificere, hvor problemet opstod og arbejde mere målrettet på at udbedre fejlen.

Vi beklager generne

Vi beklager meget de gener, som driftsproblemerne i e-conomic har medført. Vi er klar over, at vi har mange brugere, som også arbejder i programmet i weekenden. Derfor har vi gjort alt, hvad vi kunne, for at få programmet op at køre igen så hurtigt som muligt. Og vi vil selvfølgelig arbejde på at sikre, at en lignende fejl ikke kan opstå igen.