Skal din virksomhed købe varer i et land uden for EU? Så skal I være
opmærksomme på, at der gælder helt andre regler for told fra fx USA og Kina.
Få overblik over toldreglerne for import fra lande i og uden for EU, så I kan
komme godt i gang med de nye aktiviteter.
Hvornår skal man betale told?
Hvis din virksomhed køber varer fra et andet EU-land, kalder man det ikke import, men
levering af varer. EU-landene er i toldunion sammen, og I skal derfor ikke betale told, når I
køber varer inden for EU. Her kan du f.eks. nemt bruge Smart Pay til at betale dine leverandørfaktura på i alle lande inden for SEPA.
Køber I varer fra et land uden for EU, betragtes det til gengæld som import. Så skal I betale
told for varerne og overholde de mange toldregler for registrering, satser og betaling.
FØR I IMPORTERER VARER FRA LANDE UDEN FOR EU
I skal importregistrere jer hos Erhvervsstyrelsen
Før I kan begynde at importere varer fra lande uden for EU, skal I registrere jer som
importører hos Erhvervsstyrelsen på virk.dk.
Her får I samtidig tildelt et EORI-nummer. Det er jeres CVR-nummer med DK foran, og I skal
bruge det, når I skal angive varer i Toldstyrelsens Importsystem.
I skal stille sikkerhed for tolden
Når I registrerer jer som importører, vil I ofte blive bedt om at stille sikkerhed for den told, I
skal betale for de importerede varer.
NÅR VARERNE ANKOMMER FRA LANDE UDEN FOR EU
I skal angive varerne i Importsystemet
Når varerne ankommer til Danmark fra et land uden for EU, skal I angive dem til fortoldning
i Importsystemet. I kan enten selv stå for registreringen eller få transportøren til at gøre
det.
Oplys varekoden for jeres varer
Når I angiver varer i Importsystemet, skal I oplyse en varekode, der beskriver varernes type.
I SKAT’s toldportal, TARIC, kan I finde varekoder, valutakurser, toldkurser, told satser og
indførselsregler for forskellige oprindelseslande.
Hvilke varer bliver udtaget til toldkontrol?
Køber I varer i EU, bliver de ikke underlagt toldkontrol. Der er derimod toldkontrol af
udvalgte varer, når I importerer dem til Danmark fra fx USA, Kina eller andre lande uden for
EU.
I skal betale told, før varerne frigives
Når jeres varer ankommer, skal I typisk betale told, før de bliver frigivet til jer. I har
mulighed for at betale tolden via forskellige betalingsordninger.