
Ejendomsbranchen er midt i et markant skifte. Kravene til dokumentation, digital bogføring og systemsammenhæng stiger – og de ældre alt-i-en systemer kan simpelthen ikke følge med.
Bogføringsloven, Skattestyrelsens skærpede praksis og bankernes grønne dagsorden kræver i dag, at alt fra transaktionsspor og momsdokumentation til ESG-data håndteres digitalt og præcist.
Her er de 3 krav, du skal kende til, og hvad de betyder for jeres administration.
Bogføringsloven sætter nye standarder
I år træder den sidste store etape af bogføringsloven i kraft. Nu er det obligatorisk for stort set alle – herunder mindre, personligt ejede virksomheder i regnskabsklasse A samt udenlandske momsregistrerede selskaber – at bogføre digitalt, hvis nettoomsætningen overstiger 300.000 kr.
Virksomheder med specialbyggede eller selvudviklede regnskabssystemer fik i første omgang en forlænget frist. Men denne frist udløber den 1. juli 2026. Herefter skal ALLE systemer leve fuldt op til lovens krav uden undtagelse. Manuelle lappeløsninger, ringbind og Excel-ark er ikke længere bare ineffektive; de udgør en direkte compliance-risiko.
Skat stiller større krav til momsfradrag og dokumentation
Opfører du ejendomme med henblik på salg, har du ret til momsfradrag. Men Skattestyrelsen har strammet grebet og kræver nu objektive beviser for din salgshensigt helt fra projektets start.
Ender du i stedet med at leje ejendommen ud til beboelse, rammes du af en udtagningsmoms på 20 % af markedsværdien. En nylig sag viser, at Skattestyrelsen bruger din egen regnskabsklassifikation som bevis: Er bygningen bogført som et ”investeringsaktiv” i stedet for ”varebeholdning”, anses det som groft uagtsomt, og fradraget nægtes. Regnskabet og den juridiske dokumentation skal med andre ord stemme 100 % overens fra dag ét.
Bankerne vil have grønne beviser
Når du skal låne til nye projekter, handler det ikke længere kun om at vise et godt budget. Bankerne er pålagt stramme EU-regler og skal bevise, at de finansierer bæredygtige projekter. Det betyder derfor også at de stiller flere krav til dig såsom gyldige energimærker, dokumenteret energiforbrug og konkrete tal på dine renoveringsudgifter.
Hvis du ikke har et system, der lynhurtigt kan levere disse detaljerede data, kan banken ikke stemple lånet som bæredygtigt, og så risikerer du at få et “nej” eller at få dårligere lånevilkår.
Er jeres setup klar til det, der kommer?
Det behøver ikke kræve en stor omvæltning at komme på forkant. Det starter med at vide, hvor I står i dag. Læs vores tjekliste og find ud af, om jeres systemer er gearet til vækst – det tager 5 minutter.
Indholdet i denne artikel er vejledende og erstatter ikke juridisk eller skattemæssig rådgivning.