• Forside
  • Hvad er dette?
  • Spillereglerne
  •  

    6. mdr. status fra CEO Torben Frigaard Rasmussen

    Efter seks måneder i stolen som koncerndirektør vil jeg gerne ridse op, hvad vi arbejder på at tilbyde vores kunder.

    Mr. Torben Frigaard Rasmussen

    Mr. Torben Frigaard Rasmussen

    Bogføring skal være nem, hurtig og sjov
    Som det fremgår af vores hjemmeside vil vi være nr. 1 i verden. Dette kan vi kun nå ved gøre vores kunders arbejde med e-conomic nem, hurtig og sjov.

    Vi vil ikke kun have tilfredse kunder!
    Vi vil have kunder, der tager skridtet fra at være tilfredse til rent faktisk aktivt at anbefale os til kollegaer, venner og familie. Engagerede kunder, som hjælper os med at blive bedre.

    Nye tiltag de næste måneder og frem til sommerferien
    Du vil opleve at vi lancerer/har lanceret nye medier (i al fald nye for os) såsom denne blog. Vi vil også bruge wiki, YouTube, fora, communities og andre medier, der giver dig mulighed for at søge hjælp, dialog og oplysninger – også uden for vores telefoners åbningstid.

    Vi har længe ønsket at bringe vores produktudvikling tættere på vores kunder. Derfor har vi introduceret månedlige ”markedspakker”, der indeholder konkrete forbedringer/ændringer i programmet – alle ønsket af vores kunder og ofte på tværs af de fire lande.

    Deltag!
    Sammen med medarbejderne får du mulighed for at bruge de nye medier og komme med input til produktudviklingen. Forudsætningen for at vi bliver bedre er, at du fortæller os, hvor vi kan gøre det bedre til gavn for os og for andre kunder.


    Skrevet af Torben Frigaard Rasmussen

    9 kommentarer til “6. mdr. status fra CEO Torben Frigaard Rasmussen”

    1. Erik Jensen siger:

      Det er fint, at vi som brugere kan blive involveret i produktudviklingen.
      Jeg har et par gange (for meget lang tid siden) rettet henvendelse til Jer med ønsker til forbedringer/nye faciliteter og fået at vide, at vedkommende vil gå videre med forslagene. Efterfølgende lever man så i uvished – bliver det til noget eller? Et af mine forslag har rent faktisk betydning for et par virksomheder – skal man blive hos e-conomic eller skifte til et andet system.
      Derfor synes jeg, at det vil være nødvendigt med feedback fra Jer, når der stilles brugerforslag.

    2. Torben Frigaard Rasmussen siger:

      Kære Erik,
      tak for din kommentar. Vi har de seneste måneder indført flere nye tiltag for at kunne imødekomme endnu flere forslag fra vores kunder.

      Flere af tingene kan du læse om på vores blog. Derudover sender vi nu jævnligt nyheds-breve om de mange nye tiltag og forbedringer. Det kan dog være svært for os at respondere til alle som komme med goder ideer, men vi gør vores bedste

      Såfremt der fortsat er nogle ting du mangler, er du velkommen til at ringe eller emaile til os.

      Med venlig hilsen
      Torben

    3. Eva Bundesen siger:

      God morgen

      Lige nu sidder jeg og funderer. Jeg er i gang med at implementere e-conomic i en mellemstor virksomhed. I den forbindelse er vi stødt ind i flere ting, der er talt med jeres hotline om.

      I langt de fleste tilfælde er det problemer med simple ting i brugerens øjne – hvor vi får svaret generelt, at det indgår ikke i vores løsning og kommer heller ikke til det…..eller – det kan vi ikke i e-conomic – så hvis du vil have sådan en løsning skal du vælge et andet program der passer bedre til kundens behov.

      Det virker derfor ikke særligt godt at du/i skriver at i gerne modtager ønsker fra brugerne – og gerne vil indgå i samarbejde, når vore kunder ikke oplever at blive taget seriøst.

      For eksempel kan vi ikke få udskrevet bilagstype på kontoudtog – det er altså ensbetydende med at vores kunde har valgt at skrive kontoudtogene i hånden (læs i Word) fordi det ikke er brugbart som det er pt. (Til orientering er det ønskede felt med på udskrift til regneark, men blot ikke tiol rådighed i selve layout for kontoudtog)

      En anden ting der kan / bør nævnes er at der ikke er mulighed for at have flere decimaler på antal i varekartoteket – en ret nødvendig sag når man f. eks. handler med varer der leveres i ton og kg. Dette er dog lovet rettet engang i fremtiden.

      Jeg vil nødig lyde brokkende, men betragter dette som en tilkendegivelse af at der er forskel mellem hvad i siger her, og den hverdag vi som brugere oplever.

      Det er bare for ærgerligt, da i generelt set har et ganske godt program der er let at bruge, også for mere uerfarne.

      Du er meget velkommen til at kontakte mig. hvis der er spørgsmål vedrørende dette.

      Venlig hilsen

      Eva Bundesen

    4. Torben Frigaard Rasmussen siger:

      Hej Eva, tak for din kommentar.

      Vi har alene de sidst par måneder lanceret mere end 50 store og små nye features/funktionaliteter til gavn for kunder. Langt de fleste af disse ting er baseret på direkte input fra kunder.

      Vi kan helt sikkert bliver bedre og det arbejder vi på, men omvendt kan vi heller ikke imødekomme alle ønsker. Vores forretning er baseret på at vi tilbyder en løsning til alle, og der vil være ting specielt i større virksomheder hvor e-conomic ikke nødvendigvis kan løse alle “ERP” opgaver.

      Jeg vil meget gerne høre mere om dine erfaringer med e-conomic og du er meget velkommen til at ringe på 8820 4840, så vi kan få en snak.

      Med Venlig Hilsen
      Torben Frigaard Rasmussen

    5. Henrik Wolfhagen siger:

      Gode e-conomics-folk,
      Tak for jeres ønske om åbenhed og tilgængelighed. Den er prisværdig.
      I kan selv gøre meget ved at lave en liste over de forbedringer, der er i pipelinen. Så kan vi kunder følge med i, hvad der er på vej.
      Jeg har, efter at have haft den daglige brug inde på livet et par måneder, et par ønsker til forbedringer – men hvor jeg skal sende dem hen for at de lander rigtigt hos jer, er jeg usikker på.
      Endelig er jeres allerstørste problem – og det, der lige nu afholder mig fra at anbefale produktet – jeres utrolige langsomhed i drift. Man taster og taster – bare for at opleve at det tastede bliver slettet. Eller også sidder man og venter på opdatering af skærmbilledet. Det er altså uudholdeligt, når man skal lave årsregnskab for 25 virksomheder.

      Med venlig hilsen
      Henrik Wolfhagen

    6. Erik Jensen siger:

      Tak til Henrik Wolfhagen,

      jeg troede kun, at det var hos mig, at systemet arbejder langsomt. Og jeg giver dig ret i din anden anke: Jeg havde tidligere på måneden et indlæg om imformation om forbedringer, hvor jeg synes, at e-conomic kun gav mig et “embedsmandssvar”.
      Torben Frigaard Rasmussen svarer senere Eva Bundesen, at der alene de seneste par måneder er lanceret mere end 50 store og små nye features/funktionaliteter i systemet. Hvor er det beskrevet, eller skal vi selv opdage dem efterhånden?
      Så kære e-conomic, glem i første omgang alle de fancy informationer via You Tube osv. Skriv kort og godt en mail/blog om, hvad der sker, og hvad der er i støbeskeen.
      Jeg har, som tidligere skrevet, stillet forslag om et par tiltag, men jeg aner ikke, om det er noget, der har e-conomics interesse.
      Imidlertid mener jeg ikke, at det tjener noget formål, at al utilfredshed skal på “bloggen”, så til e-conomics orientering kan jeg oplyse, at jeg har aftale nr. 139121.

    7. Mikkel Thrane siger:

      Jeg er generelt en tilfreds bruger af 2 regnskaber i e-conomic. Selvfølgelig er der ting som er til daglig irritation, men som nævnt er jeg generelt tilfreds.
      Når i så, som så mange andre, bliver “ramt” af succes i form af et stort antal nye brugere – og derfor som en naturlig ting vælger at opgradere jeres systemer, kunne jeg godt ønske at I gjorde det lidt mere professionelt.
      I meldte ud for nogen tid siden at I (jeg tror det var over en week-end) ville migrere til et nyt og større/bedre system og at man derfor kunne forvente nogle lange svartider. Fint nok!
      Men her nogle uger senere sidder jeg de sidste dage med meget lange svartider. I dag måler jeg svartider på mellem 5 og 30 sekunder fra man klikker til systemet har reageret.
      Jeg har været i it-branchen i 15 år, og kender udemærket til de udfordringer som er forbundet med at opgradere serverfarme – men jeg kender også (fra mange år i KMD) til vigtigheden i at kundernes data er tilgængelige og brugbare. Oppetid er alfa og omega for en virksomhed som jeres, og så må man altså sætte ind med bål og brand for at løse de vanskeligheder man løber ind i. Samtidig med det, er information guld. Her er det ikke tilstrækkeligt at skrive at “man arbejder på sagen” på forsiden af hjemmesiden.

    8. Kære Mikkel,

      Tak for dit indlæg. Jeg sad netop og skrev på et indlæg om samme.

      Vi har i løbet af de sidste 6 uger (siden hosting leverandør skiftet) i varieret form oplevet tilfældige udfald i vores performance. På grund af disse udfald har vi for praktiske formål været utilgængelige for vores kunder i visse perioder.

      Vi fokuserer med vores hostingpartner på at løse problemerne. Vi bruger eksterne databaseeksperter fra flere leverandører med spidskompetence indenfor databaser. Vi logger mere og mere (og på en bedre måde) for at få valide oplysninger om hvor, hvordan og hvornår systemet “falder ud”.

      At udfaldene er tilfældige har betydet at vi endnu ikke har haft nogen mulighed for at se en sammenhæng med andre serveraktiviteter. Det gør selvklart at problemet er vanskeligt at finde og dermed løse. Eksterne konsulenter, vores hosting partner og egne medarbejdere arbejder på at finde løsninger på dette.

      Mere end nogen anden beklager vi de periodiske udfald og de gener det medfører for vores kunder.

    9. Kære Erik Jensen,

      For en god ordens skyld for du også en besvarelse her på bloggen.

      Alle ændringer (i al fald de synlige) medeles her på bloggen og i nyhedsbrev. Større ændringer/nye funktioner meddeles evt. i særskilt blogindlæg og måske også med en wiki artikel. Jeg kender ikke dine ønsker men ved at du har en direkte dialog med Torben herom. Det er bestemt vores ambition at lytte til vores kunders ønsker. Du skal ligeledes være velkommen til at kontakte undertegnede direkte i fald du har brug for hjælp.

    Skriv en kommentar!

    Comments links could be nofollow free.