Når du stifter en virksomhed skal du vælge, hvilken virksomhedsform den skal registreres under. Det er vigtigt, at du grundigt overvejer, hvilken virksomhedsform, der er mest rigtig for dig, da valget kommer til at være afgørende for, hvilke krav din virksomhed skal leve op til i fremtiden.
Ønsker du alligevel at ændre virksomhedsform efter du har startet din virksomhed, så er det selvfølgelig muligt, men det koster dog penge og er en tidskrævende proces. Derfor er det en god idé at vælge rigtigt i første omgang.
Det her er del 1 af vores indlæg, der giver dig et overblik over de mest almindelige virksomhedsformer i Danmark, og hvad de hver især indebærer. Vi håber, at det kan gøre dig klogere på, hvilken virksomhedsform du bør vælge.
Personligt ejet virksomhed eller selskab?
Det første du skal tage stilling til, når du vælger virksomhedsform, er om din virksomhed skal være personligt ejet eller drives i selskabsform. Dit valg får betydning for, hvordan du hæfter for virksomhedens forpligtelser.
I del 1 skal det handle om de virksomhedsformer, der hører under kategorien – personligt ejede virksomheder. Er du mere interesseret i virksomhedsformer under kategorien selskaber, så læs del 2 her.
Hvad er en personligt ejet virksomhed?
Har du en personligt ejet virksomhed, så hæfter du personligt – altså med hele din formue – for virksomheden. Det betyder, at der juridisk set ikke skelnes mellem dine og virksomhedens penge.
Hvilke fordele er der?
Der findes forskellige fordele og ulemper ved personligt ejede virksomheder. En af fordelene er, at der ikke stilles de store økonomiske og formelle krav, når du skal starte din virksomhed. Der er fx intet kapitalkrav. Har du underskud i din virksomhed – hvilket er ret normalt de første par år – kan du udnytte overskuddet i din personlige indkomst. På den måde behøver du kun betale skat af din personlige indkomst minus dit underskud i virksomheden.
Eksempel: Du har en personligt ejet virksomhed med et underskud på 30.000 kr. Ved siden af din virksomhed har du tjent 400.000 kr. i løbet af året. Her kan du fratrække de 30.000 kr., så du kun skal betale skat af 370.000 kr.
Hvilke ulemper er der?
En af ulemperne ved en personligt ejet virksomhed er derimod, at du hæfter personligt med hele din private formue, hvis der kommer gæld i virksomheden eller, at den går konkurs.
Hvilke krav er der til personligt ejede virksomheder?
Du har som indehaver af en personligt ejet virksomhed ikke pligt til at indsende årsrapport til erhvervsstyrelsen, og skal derfor kun indsende skatteregnskab til Skattestyrelsen, hvis du bliver bedt om det. Du skal dog altid bogføre i overensstemmelse med bogføringsloven.
Inden for kategorien personligt ejede virksomheder findes:
- Personligt ejet mindre virksomhed (PMV)
- Enkeltmandsvirksomhed
- Interessentskab (IS).
Personligt ejet mindre virksomhed (PMV)
Ønsker du at drive en virksomhed – eller teste en forretningsidé af – ved siden af din primære indkomst? Så giver det mening at vælge PMV som virksomhedsform.
En PMV-virksomhed er ikke momspligtig, og du må maksimalt have en omsætning på 50.000 kr. inden for 12 sammenhængende måneder. Herudover må du ikke importere fra eller eksportere til lande uden for EU. Ligesom du heller ikke må have ansatte, og der kun kan være én ejer af virksomheden. Til gengæld er det nemt og gratis at registrere en PMV.
Enkeltmandsvirksomhed
De fleste vælger at oprette en enkeltmandsvirksomhed. Det gør de bl.a. fordi det er nemt og gratis at komme i gang, men også fordi der er ikke er stor risiko forbundet med den virksomhedsform. Det er fx rigtigt nemt at lukke virksomheden igen.
Hvilke krav er der til en enkeltmandsvirksomhed?
I en enkeltmandsvirksomhed kan der kun være én ejer, og ejeren hæfter (som tidligere nævnt) med sin personlige formue for virksomheden. Det kan selvfølgelig være negativt i tilfælde af en konkurs, men tilgengæld ejer du også virksomhedens alle aktiver, hvis den en dag skal lukkes. Modsat PMV-virksomhedsformen må du gerne have ansatte, når du ejer en enkeltmandsvirksomhed.
Som udgangspunkt skal du lade dig momsregistrere, når du opretter en enkeltmandsvirksomhed, da de fleste virksomheder er momspligtige. Er det ikke tilfældet for dig – fx hvis du driver en virksomhed i sundhedssektoren – så skal du med stor sandsynlighed registreres til at betale lønsumsafgift. I det hele taget er det et krav, når du opretter en enkeltmandsvirksomhed, at du enten registreres for:
- Moms
- Lønsumsafgift
- Arbejdsgiver
- Import fra eller eksport til lande uden for EU.
Når du driver en enkeltmandsvirksomhed, kan du vælge mellem tre følgende former for beskatning:
- Personskattereglerne
- Virksomhedsordningen
- Kapitalafkastordningen.
Vælger du ikke aktivt nogen af dem, vil din virksomhed automatisk blive beskattet efter personskatteordningen. Ulempen ved den beskatningsform er dog, at du kan risikere at betale topskat af dit overskud, hvis du tjener tilstrækkeligt med penge.
Interessentskab (I/S)
Et interessentskab – I/S – har altid mindst to ejere (interessenter), der både kan være personer eller virksomheder.
Hvilke krav er der til et Interessentskab (I/S)
Alle ejere hæfter personligt, solidarisk (hvis den ene interessent ikke kan betale sin del af gælden, så bliver den anden part påkrævet at betale det hele selv), og uden begrænsning (med hele deres formue).
Ligesom ved de to ovenstående virksomhedsformer, så er der ikke et lovkrav om startkapital, når du opretter et I/S. Hvis en eller flere af interessenterne er et selskab, er der pligt til at registrere oplysninger om de reelle ejere. Og hvis alle interessenter er selskaber eller lignende, så er der pligt til at indsende årsrapport. Er én af interessenterne en person, så gælder kravet om årsrapport dog ikke.
Hvis I er to eller flere personer, der ejer virksomheden, så anbefaler vi, at I udarbejder og fastlægger nogle klare regler i en interessentskabskontrakt.
Nu er du igennem første del af: Hvilken virksomhedsform skal jeg vælge? I del 2 bliver du klogere på den anden kategori af virksomhedsformer – nemlig selskaberne. Læs den her.
Vil du spare penge på stiftelsen af din virksomhed? Lad e-conomic klare stiftelsesprocessen for dig, og slip for papirarbejdet, så du i stedet kan bruge tid og energi på at få den bedste start med din nye virksomhed. Læs mere her.
Disclaimer: e-conomic er et regnskabsprogram, og tilbyder ikke juridisk rådgivning inden for virksomhedsstiftelse. Indlægget er verificeret af eksperter, men du bør række ud til professionelle for at få rådgivning i forhold til din specifikke situation.